ARTIKLER M.V. OM STATSMINISTERENS NYTÅRSTALE
 

Her er Evas artikel til RetorikMagasinet, december 2012, om statsministerens nytårstale som lejlighedstale:
 

Nu gælder det Danmark?

Samling og splittelse i statsministerens nytårstale. Af Eva Fischer Mellbin. Forfatter.

Statsministerens og regentens nytårstaler er årets to absolut vigtigste taler. I skyggen af Hitlers og Stalins fremmarch i Europa var det Thorvald Stauning, der indledte traditionen med radiotransmitterede nytårstaler. Da han den 1. januar 1940 satte sig foran mikrofonen, var det for at holde Danmarks mest dramatiske og kontroversielle politiske tale i det tyvende århundrede. En tale, der skulle samle danskerne på et tidspunkt, hvor selve Danmarks eksistens var truet. Det lykkedes.

At traditionen blev så stærk, at langt over en million danskere den dag i dag hører begge taler, skyldes først og fremmest, at skiftende statsministre med held har evnet at balancere nytårstalens forskellige roller; mellem stillingen som statsminister og stillingen som partileder. Som repræsentant for danskerne på den ene side og for regeringens politik på den anden.

Det, der gør nytårstalen til noget helt særligt, er netop forventningen om, at statsministeren nytårsdag taler på vegne af os alle. At statsministeren ikke holder en partipolitisk tale, men i stedet giver os det, H. C. Hansen i 1956 kaldte for ”et udsyn over den almindelige politiske situation.”

Det er en svær balance. For der er meget, som skal passe sammen, for at helheden lykkes, så nytårstalen på én gang fortæller os noget om, hvad det vil sige at være dansk, og hvor vi skal hen som nation. Så talen får personlighed uden at blive for privat. Så talen bliver politisk uden at være doserende. Nytårstalen må heller ikke være for kunstigt tænkt – for ’spindoktoragtig’. Og så må den gerne have et kulturelt anstrøg, der minder os om, at der er andet og mere i livet end partipolitik og regeringsførelse.

Værdier der samler …
Helt i Staunings ånd har skiftende statsministre især brugt nytårstalen til at opfordre til, at vi i Danmark skal samarbejde i fælles interesse for det fælles gode. Når statsministeren nytårsdag fortæller os, at nationens interesser altid bør komme først – trods politisk strid og uenighed – så fremstår statsministeren samtidig som talsmand for alle os, der ser på og lytter med. Og det giver stemmer i et land, hvor det som samler, står langt stærkere, end det som splitter.

Sprogligt slår ønsket om at signalere sammenhold stærkt igennem på ordvalget i nytårstalerne, hvor ord som ”vi”, ”os” og ”vores” bruges flittigt til at skabe en følelse af samhørighed. Tilsvarende ligger ”Danmark” og ”danske” konsekvent højt – og begge udtryk er endda blevet endnu mere populære de seneste år. Også i afslutningen af nytårstalerne er det tydeligt, at statsministrene gerne vil samle befolkningen omkring sig. ”Lad os” er således en stående vending i talernes sidste afsnit. Fx hos Poul Schlüter i 1988: ”Så lad os bare skrue optimismen og livsmodet på igen. Lad os være enige om, at nu vil vi holde godt sammen på Danmark”. Og hos Poul Nyrup Rasmussen i 1998: ”Lad os nu tage os sammen. Lad os fortsætte arbejdet i fællesskab”.

Et gennemgående værdipolitisk tema i nytårstalerne er altså fortællingen om det samarbejdende danske demokrati. Også hos fx Hans Hedtoft, der i 1949 glæder sig over, at de danske politikere føler et stort ansvar over for fællesskabet på tværs af partiskel: ”Viljen til at tjene vort folk og vort land. Ansvarsfølelse for andet og mere end sig selv og sit eget. Ansvarsfølelse over for alt det, der forener os som landsmænd: folkehjemmet Danmark.”

I 1970 giver Hilmar Baunsgaard fortællingen en ny drejning ved at fokusere på det uformelle demokrati i form af medarbejderindflydelse på arbejdspladserne: ”Medindflydelse og medansvar i den daglige produktion bliver formentlig 70’ernes mest påtrængende opgave. Vi kan ikke lade hele det nu påbegyndte årti gå til ende uden at få løst dette problem.” I dag er den vidtgående medarbejderindflydelse på de danske arbejdspladser en unik facet af danskheden.

Efterfølgeren Anker Jørgensen er også meget optaget af demokratiet og vender gentagne gange tilbage til temaet. Anker Jørgensen ser demokratiet som en del af selve danskheden, fx i nytårstalen 1973, hvor han ser tilbage på Anden Verdenskrig: ”Nogle af Europas folk søgte at skyde genvej. De kasserede demokratiet. (…) Vi véd alle sammen, hvordan det endte. I Norden og i Danmark valgte vi i 30’erne en anden vej.”
At danskerne er bundet sammen af stærke fælles værdier, gør det nemmere for statsministrene at kombinere talens politiske og værdipolitiske budskaber. Et spillerum, der bidrager til at gøre nytårstalerne mere personlige.

Knud Kristensen slipper således i 1946 godt fra at servere danskerne et opkog af guldalderromantiske forestillinger fra førkrigsårene om de ”lykkelige tider i slutningen af forrige århundrede, da så mange hjem voksede op på Jyllands magre hedejord” og sin konklusion om, at løsningen på Danmarks problemer er, at ”[a]rbejdstempoet må sættes i vejret.” Knud Kristensen har ikke boet i Jylland, siden han var en lille dreng. Godt hjulpet på vej af syngende jysk dialekt gennemsyrer hans jyske illusion hele nytårstalen, fra beskrivelserne af barndomshjemmet, over moralen om at ”tilfredsheden med jævne kår (er) bedst” til den rendyrkede landlige idyl "og heer mott malk si egen kow". Selv om Knud Kristensens politiske eftermæle er blevet den umulige statsminister, var nytårstalens budskab om smalkost og hårdt arbejde ikke spildt på hans egne vælgere, og Venstre gik frem ved næste folketingsvalg. Eksemplet med at udstille vælgerne som krævende og magelige manede dog ikke til efterfølgelse.

… og værdier der splitter
Værdier kalder selvsagt kun til samling, hvis de er fælles. Og det er de sjældent, når det handler om at flytte den politiske dagsorden. Thorvald Stauning og Anders Fogh Rasmussen er de to statsmi¬nistre, der har brugt værdipolitikken mest offensivt – og som de fle¬ste danskere formentlig umiddelbart forbinder med danske værdier på godt og ondt. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at det netop er de to, der er kritiseret mest for at (mis)bruge deres nytårstaler til egne dagsordener.

Der er dog en grundlæggende forskel i karakteren af kritikken af de to statsministre. For kritikken af Staunings samarbejdspolitik hører især efterkrigstiden til. Staunings forsøg på at forberede befolkningen på det værste og kalde til sammenhold fik således bred opbakning i befolkningen, også selv om ikke alle var enige i præmisserne.

Omvendt hører påstanden om, at Fogh drev en kile ind i det danske samfund samtiden til. Den almindelige opfattelse var, at Fogh gennem sine nytårstaler – især den berømte ’smagsdommertale’ i 2002 – beredvilligt kastede sig ud i en værdikamp, hvor der var mindre, der samlede, og mere der splittede.

Forskellen i kritikken skal fremhæves her, fordi det er Anders Fogh Rasmussen selv, der i en tale den 29. august 2003 om besættelsen, tilskynder til et opgør med samarbejdspolitikken. Foghs opfordring lykkedes til fulde og affødte et ti år langt opgør om Danmarks historie. Det gør, at man må stille spørgsmålet, om det i virkeligheden er Staunings eller Foghs værdier, der deler befolkningen i forhold til 1940-talen.
Uanset hvad man måtte mene, ligger det fast, at der bestemt ikke var bred enighed om neutralitetspolitikken i Folketinget, som Stauning udlagde den i nytårstalen i 1940. Alligevel rystede Stauning ikke på hånden, da han forsøgte at overbevise danskerne om, at hans egne værdier var et kollektivt fælleseje: ”Der har været en tid efter krigen i 1864, hvor Danmarks regering åbenlyst anlagde et forsvar ret¬tet imod Tyskland, men dette er for længst dømt af folket, og ingen har siden tænkt på en sådan position”. “Dømt af folket”. Sådan dømte Stauning sine tvivlere ude.

I august 2003 har Fogh en helt anden opfattelse af danskernes stillingtagen til 1940-talen: ”Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk. Men briterne og senere amerikanerne og russerne tænkte heldigvis ikke som den danske elite.” Med udtryk som ”samarbejdspolitikere” og ”den danske elite” bygger Fogh direkte videre på sin egen ’smagsdommertale’ ved at give den almindelige dansker rollen som helt i kampen mod en politisk korrumperet og bureaukratisk elite med Stauning i spidsen.

I Foghs egen kontroversielle nytårstale fra 2002 har han allerede slået samme tema an som opgøret mellem en sundt tænkende befolkning og en fremmedgjort elite: ”Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.”

Men statsministeren er ikke færdig med det: ”Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.”

“Statsautoriserede smagsdommere”, “løftede pegefingre” og et “eksperttyranni”, der undertrykker “den frie folkelige debat”. Hårde ord fra landets førsteminister, der fører til en intens modreaktion fra alle dem, der føler sig ramt. Ingen tvivl om, at Foghs offensive værdikamp flyttede holdninger og satte sig tydelige spor, der vil være til debat i mange år fremover.

___

Forventningerne til, at nytårstalen skal samle nationen, er meget stor. Den kritik, der har været rejst mod især Foghs 2002-tale, viser at statsministeren hurtigt kommer under kritik, hvis talen mod forventning bruges til at flytte værdipolitiske hegnspæle. Omvendt viste debatten efter Lars Løkke Rasmussens frontalangreb på efterlønnen i 2010, at statsministeren godt må tage vidtgående politiske forslag op i nytårstalen. Det er sigende for de spor Foghs 2002-tale satte i folkesjælen, at ti år senere sker det jævnligt, at Foghs kritikkere påtår, at Fogh har sagt både det ene og andet i 2002-talen, selv om det rent faktisk blev sagt i en helt anden sammenhæng. Kritikken af Stauning for at svigte forstås bedst retrospektivt. For i samtiden var kritikken begrænset, og både den brede befolkning – og i sidste ende det store flertal af partierne – sluttede op om Staunings linje. Imidlertid undergravede krigens gang selve fundamentet for Staunings tilpasningspolitik – og dermed var vejen banet for den værdipolitiske kontrovers og kamp om danmarkshistorien, der i dag er blevet indbegrebet af Danmarks første nytårstale.

15 minutter. Helt alene. Uden afbrydelser. I en tid, hvor nyhederne kører 24/7, og den politiske dagsorden flytter sig fra time til time, er statsministerens nytårstale en unik dansk tradition, der samler danskerne om landets udfordringer og fremtid. Derfor er der al grund til at håbe, at traditionen med statsministerens nytårstale vil fortsætte i mange år fremover. For selv om udfordringerne i dag er nogle helt andre, end de var i 1940, så står budskabet i Thorvald Staunings første tale tilbage som en mindesten over statsministerens nytårstale, når den er allerbedst: “Nu gælder det Danmark og det danske folk!”

___

Eva Fischer Mellbin og Franz-Michael Skjold Mellbin “Nu Gælder Det Danmark!” om statsministerens nytårstale